Herlig weekend til Yeti Adventurerace i Silkeborg.

Umiddelbart efter job fredag eftermiddag mødtes vi hos Fio og pakkede grej.
Racebriefing kl 18:30 inden starten gik kl 19.

Prologen var svømning fra papirfabrikken til Slotsholmen, derefter kano tilbage og videre til Odden til o-løb. Vi kom rigtig godt fra start. På Odden fik jeg en del rifter gennem brombrækrættet. Tilbage til kanoen forbi springvandet og fuld gas tilbage til Papirfabrikken. Op til Torvet og ned og tælle numre i den nye p-kælder. Derefter ned til havnen og i baljen igen, hvor vi skulle svømme under og over diverse forhindringer. Tilbage til papirfabrikken, hvor vi stod på sub-board. Videre til o-løb igen op forbi hospitalet, skoven og krydse åen i bedste svømmestil, inden vi tog en kajak ned gennem stryget. Det var sjovt, og der var fart på😁
Et hurtigt tøjskifte og af med det våde tøj – til stor morskab for en gruppe yngre drenge. Jeg måtte skifte bukser to gange, for jeg var kommet til at hoppe i Bjarnes bukser😂 Rulleudstyr på og derefter på inliners ud gn mørket. Vi rullede mod nordbyen og ud på motorvejen, som åbner om 14 dage. MEGA fedt at race på motorvejen i mørket. Vi kom levende og helskindet igennem😊 Vildt at køre nedad Aarhusbakken😨- godt at Bjarne havde fat i mig her😆

På Mtb ud i mørket, Den kunstige sø, Sindbjerg, Stoubjerg, kanooverfart med cykler ved Aalekroen. Hyggeligt at Anders var her og heppede på os. Vi mødte igen vores andet team fra 40+, og dem mødte vi on off under hele racet. Altid skægt at møde hinanden. Videre ud i natten og skoven til forskellige poster.
Ved Slåensø var det tid til Coasteering. Jubiiii – det havde jeg glædet mig til😆 Vi smed tøjet og hoppede i våddragter, svømmefødder. Smuk stjerneklar himmel. Det var super fedt at svømme fra ø til ø og finde posterne i mørket. Pudsigt at rende rundt i skoven i våddragt med svømmefødder under armen midt om natten. Det var surrealistisk og herrefedt😊
Derefter videre på mtb i skoven og ud til Labyrinthia i Salten, hvor vi løb rundt i laaaang tid i den store labyrint. Fios tålmodighed kom på en prøve, og jeg overtog kortet.

Derefter videre i den kølige nat ud forbi knøsen og Gl. Ry. Det blev lyst. Smukt morgenløb ved nogle nysgerrige heste, hvorefter det var tid til en lang kajaketape mod Ry og Himmelbjerget og Sletten. Det var så smukt på vandet og dejligt at hvile benene og bruge armene. Ud ag kajakken og igennem Sønderskoven og Østerskoven med o-løb. Masser af dejlige højdemeter.
Kanoerne blev efterladt i Indelukket, hvor vi alle 3 rapellede de 55 m ned fra Silkeborghus. Det er altid sjovt at rapelle😆. Løb til Papirfabrikken, hvor den stod på laserskydning, inden vi sluttede med Mtb-o i mit eget kvarter.

Yeti Master var et fedt race og mit længste løb til dato med 24 t. non-stop. Tak for en skøn tur, gutter😊

RACE TEAM 40+, Master

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial
FACEBOOK
INSTAGRAM
Skriv til arrangøren
Tilmeld hold
English