YACS bliver EuroSeries i 2018

 

I 2018 bliver Silkeborg vært for det første internationale Adventure Race i Danmark nogensinde.

 

Yeti Adventure Challenge Silkeborg har på tre år udviklet sig til lidt af en byfest, hvor bl.a. kronprinsen, Monte Carlo-drengene, Team Seagate samt Riising og mor har fået Silkeborgenserne til at tage sporten til sig som få andre steder.

Og det har nu vakt så meget opmærksomhed i udlandet, at løbet er blevet inkluderet på den europæiske løbskalender Adventure Race Euro Series. Her dyster de bedste hold på kontinentet om point henover sæsonen før Europas bedste Adventure Race hold kan kåres i efteråret.

Løbene foregår over hele Europa og strækker sig typisk over 3-4 døgn, non-stop, hvor deltagerne med kort og kompas løber, cykler og padler sig frem gennem Ruslands ødemark, på spanske strande og over polske sletter. Og nu altså også i Søhøjlandets frodige bakkelandskab.

 

Det er Silkeborg Orienteringsklub, der i samarbejde med en styregruppe af private og offentlige interessenter har fået løbet til at eksplodere i interesse. Ved at skabe et løb af usædvanlig høj kvalitet og samtidig arbejde målrettet med ambitionen, er det lykkedes at lægge flere og flere lag på arrangementet år for år og nu kulminerer projektet altså foreløbig med denne store internationale anerkendelse. Men ambitionerne rækker videre endnu, hvis det står til styregruppen.

 

Ejer af virksomheden Yeti og én af initiativtagerne bag styregruppen, Erik Møller, udtaler:

”Vi har som virksomhed en stor interesse i at komme i kontakt med eventyrlystne outdoor entusiaster i hele verden. Og samtidig har vi en dyb lokal forankring i Silkeborg. Så for os er det fuldstændig naturligt at bidrage til at løb som dette, og endnu større, kan komme til området. Vi åbner ikke for alle planerne endnu, men det her er et stort skridt på vejen i forhold til hvor vi ser løbet være på vej hen”

 

Når man skal underholde Europas sejeste udholdenhedsatleter er Silkeborgskovene med sine 228 kvadratkilometer imidlertid ikke tilstrækkeligt med legeplads. I 2017 startede deltagerne på Aarhus stadion og var en tur forbi Ejer Bavnehøj på vej til Silkeborg. I 2018 går man endnu længere og kommer til at inddrage store dele af Jylland for at lægge ruten, der formentlig vil nærme sig en distance på 400 km.

 

Som det har været tilfældet de foregående år er Yeti Adventure Challenge dog ikke kun for eliten af ekstremsportsudøvere. Der er distancer på alle motionsniveauer og alle med en cykel, et kompas og to venner kan stille op og få en helt unik oplevelse af eventyr med høj puls.

 

Yeti Adventure Challenge Silkeborg finder sted fra den 16.-19. august 2018. Vinderne forventes i mål først på eftermiddagen lørdag d 18, hvor også Fighter og Challenge distancerne afgøres. De sidste deltagere kommer formentlig i løbet af natten eller først på søndagen

 

Leave a comment